En hård vind fejer gennem prærien, støv hvirvles op - men det er ikke kun revolvermænd, der hænger ud her. I Dino-stien fra Void-markør og Human Qube-spil Her krydses dusørjægernes, de lovløses og ... dinosaurernes veje. Lyder det som en feberdrøm? Men det er et forbandet udfordrende overlevelses-roguelike, hvor hvert skridt kan være dit sidste.
Støt SPIELECHECK på Patreon - Hele hjemmesiden afhænger af din støtte.
Hvad der ved første øjekast ligner en bizar blanding af Red Dead Redemption og Jurassic Park viser sig at være et usædvanligt smart designet Genre-mix. I en verden, hvor evolutionen har taget en skillevej, kæmper du dig vej gennem dødbringende biomer, flikker for at overleve og leder desperat efter din kidnappede søster - mens du Raptors lurer i underskoven, og den næste sandstorm er allerede på vej.
Vildmarksloven i Dino-stien
Spillerne starter med ét mål: at overleve. Og ikke i en hvilken som helst vildmark, men i en version af det vilde vesten, der ikke tilgiver nogen. Hver region - hvad enten det er en brændende ørken, en forbandet sump eller en iskold bjergryg - stiller sine egne krav til taktik og udstyr. Reglen er: Hvis du stopper, dør du. Og de, der ikke planlægger, bliver spist.
Biomerne er ikke kun smukke at se på, men også fulde af variationer: Sub-biomer, skjulte stier, tilfældige fjender og miljømæssige farer giver ægte roguelike-flair. Hver rute, hvert løb er forskelligt - ikke mindst fordi spillerne hele tiden skal afveje "gå hurtigt videre" mod "plyndre endnu flere ressourcer". Og disse beslutninger koster tid. Tid. Nerver. Liv.
Lejren som den sidste bastion - improvisér, udvid, overlev
Det, der andre steder kaldes en base, er her et rullende bolværk: den mobile lejr. Midt i det uforudsigelige landskab er den det eneste sikre tilflugtssted - hvis man bruger den rigtigt. Med arbejdsbænke, opbevaringskasser og nyttige opgraderinger bliver den rullende bunke husly til et livsvigtigt overlevelsescenter. Fæstning på hjul.
Det smarte håndværkssystem tvinger dig til at planlægge fremad. Ressourcerne er knappe, og den, der spilder vand eller bruger en hammer for tidligt, vil fortryde det senere. Højdepunktet: Selv lageret kan kun udvides, hvis der er materiale nok - hvilket igen betyder nye risici, når man skralder. Alt hænger sammen, alt koster noget. Nogle gange er det træ. Nogle gange er det blod.
Pistolbevæbnede krybdyr og hævngerrige forbrydere - velkommen til helvede
I hjertet af Dino-stien ligger hans Kampsystem. I stedet for ren skydeaction oplever spillerne taktisk kamp på afstand med stigende intensitet. Pistoler, rifler, kastevåben - alt skal bruges med omtanke. Og når dusørniveauet stiger, bliver det farligt: stærkere modstandere, hyppigere angreb, få pauser til at få vejret.
Fjendernes dynamik er særligt underholdende. Nogle gange suser velociraptorer gennem det høje græs, andre gange lokker en fredløs dig i baghold med en bidt bøf. Eller der kommer et lynnedslag, fordi en galning med tordengudsluft dukker op. Ja, sådan er det, Dino-stien tager ikke altid sig selv alt for alvorligt - heldigvis. For mellem overlevelseskampen og den sorte humor er der et subtilt glimt af selvironi.
Improvisation eller exitus - det sande hjerte i roguelike
Spillet belønner klog tænkning og straffer rutine. Hvis du hamstrer ressourcer, kan du overleve længere - hvis du bruger dem forkert, vil du lære det på den hårde måde. Du skal ikke kun styre dit udstyr, men også din sult, tørst, temperatur og generelle tilstand. Og som med alle gode overlevelsesspil: Først tænker man på træ, så på vand - og glemmer hurtigt, at det er det, man har brug for. Sol brænder nådesløst ned.
Manglen på vedvarende progression kan være et kritikpunkt for nogle, men det passer perfekt til spillets nådesløse natur. Hvert løb står for sig selv, men efterhånden som du får erfaring, kommer der en vis rutine i spil. De, der tæmmer bæstet, belønnes med et flow, der svinger mellem trangen til at samle, adrenalinsus og Mareridt pendler. Og det er vanedannende.
Sand i gearkassen, rovfugle i bakspejlet - hvad er det? Dino-stien gør det så specielt
Blandingen af vestlig æstetik, overdrevet overlevelse og smart roguelike-design er så unik, at den straks skiller sig ud. Visuelt er spillet afhængigt af sammenhængende tegneserievold, men med en gennemtænkt stil. Lydbilledet knirker, rasler og smælder - og forstærker følelsen af, at naturen ikke er din ven her.
Særligt værd at nævne: controller-styringen. Den er præcis, intuitiv og klart bedre end tastaturet. Styringen føles flydende, selv om det af og til bliver hektisk i tumulten. Men det er præcis, hvad der passer til spillet. Det er uforudsigeligt, udfordrende og til tider simpelt. absurd - i ordets bedste betydning.
